Historien om grundlæggelseskvarteret og Fischstraße 22

I historiske byregistre er vores ejendom opført under skiftende husnumre: i 1796 som nr. 84, i 1812 som nr. 10, i 1820 som nr. 85 i Marien-kvarteret, blok 78. Parcelgrænserne selv forblev næsten uændrede gennem århundrederne — ét og samme smalle stykke jord, blot med et skiftende nummer. Det hus, der stod her før 1942, er registreret i hansestaden Lübecks historiske bygningsdokumentation med forkortelsen “(†)”: ødelagt i bombeangrebene natten mellem den 28. og 29. marts 1942.

                                     

Grunden på Fischstraße 22

1143 – Begyndelsen

I 1143 grundlægges Lübeck mellem torvet, Marienkirche og havnen ved Trave — en by, der betragtes som “prototypen på den moderne vestlige planlagte by” og tjente som forbillede for senere bygrundlæggelser ved Østersøen. Netop dette område — syd for Marienkirche, skrånende ned mod Trave — er den dag i dag den dokumenterbart ældste beboede del af byen: grundlæggelseskvarteret, gennemskåret af havneribbestræderne Alfstraße, Braunstraße, Fischstraße og Mengstraße.

Middelalderlige rødder

Udgravningsfund daterer den tidligste bebyggelse af kvarteret til tiden før 1180: en trækælder på grunden Braunstraße 30 blev dendrokronologisk dateret — dvs. ved hjælp af dens årringe — til 1180–1190. Mellem den daværende havn og torvet opførte de første lübeckske købmænd deres lagerhuse: mere end 40 trækældre i stolpe-og-rem-konstruktion, som arkæologerne senere udgravede. Kort derefter opstod byens første tegls­tensbygninger her ligeledes — fragmenter heraf kom frem ved de senere udgravninger.

I middelalderen var kvarteret centrum for de hanseatiske fjernhandlende og patriciere, tæt bebygget med gavlhuse på smalle parceller. Fischstraße selv optræder for første gang i et dokument i 1263 som “platea piscium” — fiskemarked. I 1362 kaldes den “Vischstrate”, i 1413 “Visstrate”; sit nuværende navn fik den først officielt i 1852. I århundreder prægede gotiske og renæssance-gavlhuse det ca. 210 meter lange stræde, der begynder ved foden af Marienkirche og løber ud mod Obertrave.

Berømte beboere

Mellem torvet og Trave bosatte fjernhandlende sig i Braunstraße, Fischstraße og Alfstraße fra byens grundlæggelse, og de prægede hansestaden i århundreder. For huset Fischstraße 22 selv — den grund, hvor The Layhead ligger i dag — kan der endda belægges to beboere ved navn, og de viser, hvilken slags mennesker der typisk havde hjemme her.

                  Våbenskjold tilhørende familien Bomhover på brevkapellet i Marienkirche, Lübeck © Katrin Eckloff

Huset Fischstraße 22 tilhørte rådmanden og flådeføreren Berend Bomhover, også kendt som Bernd Bomhouwer, født i Münster og død i 1526. Sporbar som købmand i Lübeck fra 1486 blev han valgt ind i rådet i 1501 og stod derefter i centrum af nogle af de mest dramatiske episoder i hanseatisk historie: i 1503 rejste han til Sverige for at sikre løsladelsen af den fangne dronning Christine, i 1509 kommanderede han Lübecks flåde under den dansk-lübeckske krig, i 1510 besatte han øen Bornholm, og i 1522/23 førte han sammen med rådmand Hermann Plönnies den flåde, der støttede Gustav Vasa i den svenske frihedskrig og indtog Stockholm den 21. juni 1523 — borgmestrene i den besejrede by overrakte Bomhover og Plönnies bynøglerne som tak herfor. Den dag i dag mindes han gennem sit våbenskjold på brevkapellet i Marienkirche.

Omkring tres år senere boede købmanden og rådmanden Heinrich Störning, født omkring 1550 i Rendsburg og død i 1592 i Lübeck, på samme grundstykke på Fischstraße 22. Störning, der også siges at have tjent som kaptajn på lübeckske krigsskibe, blev valgt ind i rådet i 1580; hans søn Thomas Störning blev ligeledes rådmand i byen.

              Uddrag fra Lübecks bygnings- og arkitekturhistorie (BASt), Arkivet for hansestaden Lübeck: Beboere og ejere af Fischstraße 22 med kildehenvisninger

Købmanden Thomas Fredenhagen boede i en periode i huset Fischstraße 1, på hjørnet af Schüsselbuden. I hans middelalderlige kældergewölbe åbnede der senere en vinstue ved navn “Fredenhagens Keller”, som i første halvdel af det 20. århundrede var kendt langt ud over Lübeck.

Det mest berømte navn på gaden: den 17. oktober 1815 blev digteren Franz Emanuel Geibel født på Fischstraße 25, som det syvende af otte børn af Johannes Geibel, vækkelsespræst i den reformerte menighed, og hans hustru Elisabeth Louise Ganslandt. I sit forældrehjem — den reformerte menighedspræstegård — begyndte han ifølge sine egne senere vers at digte som barn på taget. Fra 1840'erne og frem blev Geibel ved siden af Heinrich Heine den mest læste tyske lyriker i sin tid; hans digtsamling “Gedichte” (1840) nåede 132 oplag inden 1915, og komponister som Robert Schumann, Johannes Brahms og Felix Mendelssohn Bartholdy satte hans tekster i musik. I 1868 vendte han med stor ære tilbage til Lübeck fra München, hvor han havde levet ved Maximilian II’s hof; byen udnævnte ham til æresborger i 1869. Da Geibel døde i 1884, blev hans kiste ført til Marienkirche til mindeandagten, hvor hans svoger, sognepræsten ved Petrikirche Ludwig Trummer, holdt mindetalen. Den dag i dag mindes han gennem en mindeplade på hans sidste bopæl Königstraße 12, ligesom Geibel-monumentet ved Koberg, indviet i 1889, der i en periode endda bar hans navn.

      Historisk postkort: Emanuel von Geibel og hans fødehjem Fischstraße 25

Dobbelthuset Fischstraße 7–9 skiftede ejere flere gange i løbet af århundrederne og fortæller dermed næsten i tidsforsinkelse historien om en lübecksk købmandsslægt: i 1646 erhvervede Hermann Segebade nr. 7, og i 1662 kom nr. 9 til. I 1747 solgte rådmand Hermann Brüning begge huse til købmanden Hermann Wilhelm Behncke, der mellem 1772 og 1782 lod opføre én enkelt repræsentativ nybygning i stedet. Efter Behnckes død i 1784 gik huset først til hans yngre søn, dernæst i 1793 til den ældre bror: Stephan Hinrich Behncke, der senere blev borgmester i Lübeck. Yderligere ejere fulgte — i 1819 Johann David Reddelin, i 1865 vinhandleren Karl Gustav Bruhns, i 1873 Johann Gottfried Kriete — inden Lübecker Bauhütte, et håndværkerlav, i 1889 gjorde huset til sit lavshus.

Rådmanden Johann Glandorp ejede også en bolig på Fischstraße. Hans udsmykkede portal overlevede det senere tab af bygningen som et af de få tilbageværende vidnesbyrd og blev flyttet til Schabbelhaus på Mengstraße, hvor den stadig kan ses i dag.

Et mørkt kapitel: i 1933 købte Lübecker Spar- und Anleihekasse huset Fischstraße 7–9 og overlod det i 1934 til den lokale afdeling af “Stahlhelm”, som på det tidspunkt var blevet indlemmet i SA. Under navnet “Franz-Seldte-Haus” stod det kun i få år, inden det blev ødelagt i 1942.

            Fischstraße før bombenatten — uforstyrret med udsigt til Marienkirches tårne. © Bybilledarkivet Lübeck

Bombenatten palmesøndag den 28./29. marts 1942

I Lübeck huskes natten ikke ved sin kalenderdato, men som “Palmarum 1942” — palmesøndag, på hvilken konfirmationer traditionelt fejres.

Lübeck blev ikke bombet af militære årsager: byen havde ingen krigsvigtig rustningsindustri og var af ingen strategisk betydning. Beslutningen om netop at angribe Lübeck fulgte en ny og kynisk krigslogik. En intern undersøgelsesrapport fra RAF, Butt-rapporten fra august 1941, havde afsløret, at præcisionsangreb på enkelte industrianlæg sjældent ramte deres mål. Den 14. februar 1942 udstedte det britiske luftfartsministerium derfor “Area Bombing Directive” — en grundlæggende kursændring: ikke længere skulle fabrikker eller militære anlæg bombarderes, men civilbefolkningens moral skulle brydes ved bevidst at destruere boligområder. Den 23. februar 1942 overtog luftmarskal Arthur Harris kommandoen over RAF Bomber Command. Harris, senere kendt som “Bomber Harris”, var overbevist om, at Tyskland kunne tvinges til kapitulation udelukkende gennem fladebombardementer.

Lübeck bød sig frem som den første testcase af flere grunde. Byen havde kun fem tunge og fire lette luftværnsbatterier og slet ingen jagerflysbeskyttelse — af de nordtyske storbyer, der syntes inden for RAFs rækkevidde, var kun Kiel og Lübeck kommet på tale, og valget faldt på den svagere forsvarede. Filosoffen A. C. Grayling antyder desuden, at RAFs generalstab ønskede at afprøve virkningen af brandbomber i en tæt bebygget gammel bykerne med smalle stræder — de middelalderlige bindingsværks- og tegls­tensbygninger i grundlæggelseskvarteret blev betragtet som en ideel brandaccelerator. Nogle så deri også en form for gengældelse: det tyske Luftwaffe havde i november 1940 under Operation “Mondscheinsonate” bombet Coventry hårdt, og RAF anvendte nu samme teknik — brandbomber i tæt bebyggede bykerners — mod tyske byer. Hertil kom et politisk kalkyle: de vestlige allierede, der endnu ikke ønskede at åbne en anden front i Europa, brugte også bombeangrebene som et signal til Sovjetunionen, hvis statsoverhoved Josef Stalin gentagne gange havde krævet en anden front.

          Zeitgenössisches britisches Plakat: „Schwere „Stirling“-Bomber greifen den Nazi-Ostseehafen Lübeck an und hinterlassen die Hafenanlagen in Flammen“. ©Royal Air Force Museum, London

Forholdene selve natten var næsten ideelle for angriberne — fuldmåne, klar frostluft og det spejlende vand fra Trave, Wakenitz og Elbe-Lübeck-kanalen viste vejen til den gamle bykerne. I tre bølger mellem kl. 23:18 og cirka kl. 02:58 kastede 234 Wellington- og Stirling-bombere omkring 400 tons bomber, heraf to tredjedele brandbomber. Det svage luftværn tillod briterne indflyvningshøjder på blot omkring 600 meter og tilsvarende præcise træffere.

I Stolterfoht-huset på Fischstraße 22 havde to veninder gjort sig det behageligt den aften — den ene skulle konfirmeres næste dag — da angrebet begyndte. Da sengene begynder at gynge, det bragede og dumpede slag kan høres, flygter også de endelig ned i kælderen, hvor mange mennesker allerede havde samlet sig. Da huset begynder at brænde, begiver folk sig afsted gennem murgennembrydninger for at flygte ind i det tilstødende hus — videre og videre, fra kælder til kælder helt til Untertrave, den sidste kælder allerede delvist begravet (von der Lippe 1992, 74). Og selv hvor ilden ikke rasede i selve kældrene, blev det utåleligt hedt derinde, og mange mennesker kvalte. Først kl. 3:35 lød faresignalet ophørt.

På blot få timer udviklede de utallige enkeltbrande sig til en ildstorm, der spredte sig fra de brede gader til de smalle stræder. Et direkte træf på hovedvandledningen satte alle brandhanerne ud af drift; Trave og kanalen var delvist frosset til, så der næsten ingen slukningsvand var til rådighed. Særligt hårdt ramt blev et ca. 300 meter bredt bælte langs den vestlige kant af den gamle bys ø, fra domkirken til Fischergrube — og midt i det hele det gamle handelskvarter mellem Marienkirche og Trave, præcis det kvarter, hvori Fischstraße ligger. Næsten hele den historiske bebyggelse, der repræsenterede 800 års byhistorie, gik tabt i den nat.

      Ruinerne af Fischstraße i grundlæggelseskvarteret, dengang stadig handelskvarteret, efter angrebet palmesøndag 1942. © Byarkivet Lübeck

Luftfoto af Marienkirche og den ødelagte bykerne efter angrebet. © Museum for Kunst- og Kulturhistorie Hamburg

I Alfstraße 18, blot få huse derfra, stod der palmesøndag en kage klar til familiens kaffebord. Huset brændte ud, og nedfaldende murbrokker fik en del af stueetagen til at styrte ned i kælderkökkenet — og begravede kagen der, beskyttet mod fuldstændig ødelæggelse. Den blev først genopdaget i 2021 under udgravninger: en sodfarvet, men stadig genkendelig “kagmumie”. I 2022 blev den midtpunkt for udstillingen “Bittersüß! – Der Tortenfund von Lübeck 1942–2022” på Holstentor-museet.

Angrebets succes bekræftede Harris i sin strategi. Blot få uger senere fulgte Rostock, derefter “tusindebomberraiden” mod Køln — og til sidst ildstormene i Hamburg, Kassel, Darmstadt og Dresden. Lübeck var begyndelsen.

Eric Warburg: Manden der reddede Lübeck

Eric M. Warburg (1900–1990) flyttede til Lübeck i 1926 og engagerede sig intenst for byen; i 1930 grundlagde han Lübecker Bank, som som datterselskab af Hamburger Warburg Bank hurtigt blev en vigtig økonomisk faktor i regionen. Som jøde blev han tvunget til at emigrere af nationalsocialisterne.

                      Bogomslag: Jeanette Erazo Heufelder, “Eric Warburg. A Transatlantic Life”

Under Anden Verdenskrig tjente Warburg som forbindelsesofficer mellem generalstabene for US Army Air Forces og RAF. I 1944 medvirkede han sammen med ICRC-præsident Carl Jacob Burckhardt til, at Lübeck blev udpeget som Røde Kors’ forsyningshavn for allierede krigsfanger — og dermed beskyttet mod yderligere bombeangreb. Den 2. maj 1945 marcherede britiske tropper kampfrit ind i byen. I 1956 dedikerede hansestaden Lübeck Eric-Warburg-Brücke over Trave til Eric Warburg — ikke langt fra Fischstraße 22.

Efterkrigstiden: Erhvervsskoler på historisk grund

Efter ødelæggelsen i 1942 lå grundlæggelseskvarteret i første omgang hen som et ruinområde. Efter krigen blev privat ejendom erstattet, og grunden kom i byens eje. Endnu ved udgangen af 1948 lå anslagsvis 100.000 kubikmeter murbrokker uryddet rundt om i byen. Det hærgede areal i hjertet af bykernen blev derefter betragtet som tilgængeligt byggegrund — og byen havde et akut behov for skolelokaler. Således opstod der i 1954/55 efter et forprojekt af Göttingen-arkitekten Diez Brandi på Fischstraße den Erhvervsskole for Handel. På den modsatte blok mellem Fischstraße og Braunstraße opførte byens bygningskontor inden 1961 Erhvervsskolen for Husholdning.

     Erhvervsskolen Hanse-Schulens bygninger i grundlæggelseskvarteret, i baggrunden tårnene fra von St.Marien. ©Frank 1204, Kilde: Stadtbild-deutschland.org

De to store enkeltstående bygninger blev opført i afvigelse fra den historiske parcel- og gadestruktur — den voksede middelalderlige bystruktur blev dermed udslетtet for anden gang, denne gang gennem ligegyldighed. 

En Sen Omtænkning

Da Lübeck i 1987 i vidt omfang blev erklæret UNESCO-Verdensarv, voksede erkendelsen af, at 1950'ernes skolebygninger ikke ydede det historiske sted retfærdighed. Ønsket om at reparere den gamle bys struktur blev tydeligt. Samtidig var der bevidsthed om områdets høje arkæologiske relevans, da det kun var her, byens tidlige udvikling stadig kunne dokumenteres på tværs af flere parceller. De første udgravninger blev foretaget fra midten af 1980'erne i den vestlige del af kvarteret; allerede dengang stod skolerne på byens nedrivningsliste. Byplanlæggernes ønske var at genoprette bybilledet efter forbilledet af den tilstand, der blev ødelagt i 1942. Det var alene de høje omkostninger til nedrivning af skolebygningerne og til arkæologien, der holdt dem tilbage for 27 år siden. 

Byen graver i sin egen historie (2009–2015)

Investeringsprogrammet for nationale Verdensarvssteder bragte i 2009 fremdrift og betydelige midler til projektet. Godt 10 millioner euro blev stillet til rådighed til at nedrive skolerne i grundlæggelseskvarteret og gennemføre arkæologiske udgravninger. Dermed kunne efterkrigstidens skolebygninger nedrives og en af Tysklands mest omfattende bykernegravninger gennemføres. Målet var at dokumentere byudviklingen, opnå en passende delvis bevaring af jordmindesmærker og ud fra erkendelserne nå frem til en nybebyggelse, der var kritisk orienteret mod fortiden.

                              Udgravninger mellem Alfstraße og Fischstraße, i baggrunden tårnene fra Marienkirche

Udgravningerne frem til 2015 frembragte omkring 400.000 keramikskår og næsten 50.000 glasfragmenter — et af de største fundkomplekser i Nordeuropa. Mere end 40 trækældre blev afdækket; stratigrafien når op til fem meters dybde og dokumenterer byens udvikling fra grundlæggelsesåret 1143 til ødelæggelsen i 1942 næsten uden huller. Særligt oplysende var de middelalderlige affaldsgrave, som indeholdt hverdagsgenstande fra det 12. til det 18. århundrede: en støbeform til smykkefremstilling, en hane, et fragment af en benkam, keramik samt fragmenter af sko og børnesko i læder. I gårdarealerne på Fischstraße blev der desuden fundet et teglstensgulv, hvis sten undtagelsesløst var lagt således, at byens rådsteglværks mærke — et stempel med dobbelthovedørn — vendte opad: en middelalderlig lokalpatriot på arbejde. Fra efteråret 2026 kan udvalgte originalfund fra udgravningerne — herunder benkammen, hanen og yderligere fundstykker fra Fischstraße — ses som permanent udlån fra Hansestaden Lübecks Arkæologiske Kontor på The Layhead B&B: fund fra lag direkte under den nuværende Fischstraße, bogstaveligt talt under vores gæsters fødder.

               Mindre arkæologiske fund fra Fischstraße i arkivet: trækasse, tøjplomber og yderligere genstande Fundgenstande © Katrin Eckloff

Genopbygning fra 2009 — Et enestående projekt i europæisk sammenhæng

Genopbygningen fulgte princippet om kritisk rekonstruktion: de historiske gadeflugter og den differentierede middelalderlige parcelstruktur blev genoprettet, og de nye bygninger orienterer sig i gavlstilling, tæthed og taggesimshøjder efter det historiske forbillede — uden at efterligne det. De huse, der skulle opføres her, skulle dog have samme tagbeklædning og taghældning som de huse, der stod her indtil 1942. Stueetagerne skulle, for at vise de lübeckske handelshuses sale, have en højde på ca. 4,50 meter. Alle facader skulle passere byens Lübecks designrådgivende udvalg for at sikre, at kravene blev opfyldt. Ikke to huse ligner hinanden; hver af de 38 parceller blev bebygget individuelt og arkitektonisk udformet for sig — kun facaden på nybyggeriet Fischstraße 17 ligner den bygning, der stod her indtil 1942.

                      © Katrin Eckloff

Efter 1942 var det også almindelig praksis at nedtage portaler eller hele facader og genopbygge dem et andet sted. 

                            ©Rudolf Struck 

                ©Katrin Eckloff

Den øverste del af facaden på Fischstraße 19 blev nedtaget efter 1942 og genopbygget ved siden af Buddenbrookhaus på Mengstraße. For at tilnærme den i højde til de øvrige huse på begge sider blev stueetagen reduceret med 1,20 meter og ombygget til en gennemkørsel. Facaden på den nuværende Fischstraße 19 har tydeligvis orienteret sig efter originalen.

                 ©Katrin Eckloff

                Luftfoto af udgravningsstedet i grundlæggelseskvarteret, i baggrunden Marienkirche. På venstre side kan man allerede se de første bundplader, der markerer grundfladen for de fremtidige huse i Alfstraße. © Lübeck 2018

For at sikre den arkitektoniske kvalitet udskrev hansestaden Lübeck i 2015 en europæisk idékonkurrence om facadeudformning. Over 130 arkitektfirmaer fra hele Europa indsendte udkast til tre karakteristiske parceltyper; juryen uddelte otte præmier og seks anerkendelser, dokumenteret i brochuren “Lübeck gründet auf kreativer Qualität von Europas Architekten” (“Lübeck bygger på kreativ kvalitet fra Europas arkitekter”).

Lige så banebrydende var det sociale tildelingskonzept: grundene blev ikke solgt til den højestbydende, men efter kvaliteten af de indsendte anvendelseskoncepter. Udvalgte parceller blev målrettet reserveret til familier med børn, multigenerationsboprojekter og bygningsfællesskaber. En blanding af beboelse og erhverv var udtrykkeligt ønsket; stueetagerne skulle gives liv med butikker, restauranter og offentlighedsrettede anvendelser. Kvarteret er desuden planlagt som i vidt omfang bilfrit; et fælles kraftvarmeanlæg på Fischstraße 25 forsyner alle bygninger via et nærvarme­net.

Den samlede planlægningsproces var præget af intensiv borgerinddragelse. I en offentlig “Grundlæggelsesværksted” i februar 2012 diskuterede lübeckske borgere i fællesskab boligformer, social infrastruktur, trafik og udformning; resultaterne flød direkte ind i rammeplan, som Lübecks byråd vedtog som lokalplan i september 2015.

I 2016 måtte den sidste efterkrigsbygning på Fischstraße 7–9 vige for nybebyggelsen, og byggearbejdet begyndte i 2017. I juli 2018 stod huset på Alfstraße 27 færdigt som den første bygning i det nye grundlæggelseskvarter, og i de efterfølgende år kom yderligere huse i Alfstraße, Braunstraße og Fischstraße til.

            Luftfoto af Lübecks gamle bys ø med Marienkirche og St. Petri. Huset på Alfstraße 27 står. ©Rainer Jensen

I dag – Fischstraße 22

Grundlæggelseskvarteret betragtes i dag ikke blot som et enestående byudviklingsprojekt inden for Lübecks gamle bykerne, men som et europæisk anerkendt forbillede for, hvordan en krigshærget middelalderlig bystruktur kan genopbygges ansvarligt og levende i det 21. århundrede — uden rekonstruktion i historicistisk forstand, men heller ikke uden mål og med.

Byggeriet på grunden Fischstraße 22 begyndte i efteråret 2019. Den 1. august 2022 åbnede The Layhead B&B, samme år som projektets hovedbyggefase fandt sin afslutning. Der hvor rådmænd og flådeførere engang boede, købmænd lagrede deres varer, og i natten til palmesøndag 1942 næsten alt gik tabt, byder vi i dag vores gæster velkommen i et kvarter, der bevarer 800 års historie i sit grundrids — og fortæller den på ny i det 21. århundrede.

                 Lübeck omkring 1910

                  Lübeck 2026 – Udsigt fra St. Petri © Katrin Eckloff

Beliggenhed og omgivelser

Fischstraße ligger i den vestlige del af Lübecks gamle bys ø. Inden for gåafstand finder man Marienkirche med mindeklokker fra bombenatten i 1942, Holstentorporten, salthusene, det Europæiske Hansemuseum, Buddenbrookhaus på Mengstraße (forbilledet for Thomas Manns roman fra 1901, der for øjeblikket er lukket frem til 2030 på grund af ombygning) samt Eric-Warburg-Brücke over Trave. Lübecks gamle bykerne har været UNESCO-Verdensarv siden 1987.

Fischstraße fra 1942 til i dag

Kronologi